Vedtægter

01

§ 1 Navn

Paraplyorganisationens navn er Eqqumiitsuliornikkut pinngorartitsisut ingerlatsisullu.

02

§ 2 Hjemsted

Paraplyorganisationens hjemsted er Nuuk.

03

§ 3 Formål

Paraplyorganisationens formål er

  • at arbejde for at samle landsdækkende og regionale organisationer, foreninger og sammenslutninger for skabende og udøvende kunstnere. Herved forstås i denne sammenhæng navnlig organisationer, foreninger og sammenslutninger inden for billedkunst, kor, scenekunst, kunsthåndværk, musik, litteratur, film og øvrige medier,
  • at varetage de landsdækkende og regionale organisationers, foreningers og sammenslutningers interesser over for de offentlige myndigheder og over for andre paraplyorganisationer i og uden for Grønland, herunder vedrørende ophavsretslige spørgsmål mv.
  • at koordinere landsdækkende og regionale fælles aktiviteter og projekter besluttet af generalforsamlingen eller bestyrelsen,
  • at informere om paraplyorganisationens arbejde,
  • at i muligt omfang at rådgive og vejlede såvel medlemsorganisationerne som individuelle personer vedrørende kurser, projektudarbejdelse, regnskaber, økonomiske og eventuelle juridiske spørgsmål, herunder vedr. ophavsretlige spørgsmål.
  • at arbejde for, at paraplyorganisationen godkendes som forvaltningsorgan for offentlige tilskudsmidler som f.eks. Selvstyrets kulturelle støtteordninger

04

§ 4 Medlemmer

Som medlemmer kan optages landsdækkende og regionale organisationer, foreninger og sammenslutninger for skabende og udøvende kunstnere, som har hjemsted i Grønland. Ansøgning om medlemskab skal ske skriftligt til bestyrelsen. Nye medlemmer skal godkendes af generalforsamlingen med simpelt stemmeflertal. Der kan dog ikke ske godkendelse af medlemmer, der er udelukket på grund af restance, og som ikke har indfriet eventuel restance og forudbetalt medlemskontingent for to år.

Der kan ikke optages enkeltpersoner som medlemmer.

05

§ 5 Integritet

Medlemmerne bevarer deres fulde suverænitet og integritet for så vidt angår egne anliggender.

Bliver paraplyorganisationen bekendt med, at et medlems fortsatte medlemskab er i fare på grund af medlemmets økonomiske situation eller driftsmæssige forhold, kan paraplyorganisationen tilbyde administrativ bistand. Såfremt medlemmet ikke tager imod tilbuddet, eller såfremt situationen af andre grunde yderligere forværres, kan medlemmet ekskluderes af bestyrelsen i medfør af § 6 i disse vedtægter.

06

§ 6 Udmeldelse og eksklusion

Udmeldelse skal ske skriftligt og med mindst 3 måneders varsel til den 1. januar.

Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, der i væsentlig grad ikke opfylder de af medlemskabet flydende forpligtelser, eller som handler til skade for paraplyorganisationen. Beslutningen kan af den ekskluderede indbringes for generalforsamlingen. Til eksklusion kræves, at 2/3 af de fremmødte på generalforsamlingen stadfæster bestyrelsens afgørelse.

Bestyrelsen ekskluderer uden videre medlemmer, der trods påkrav ikke betaler forfaldent kontingent, fra det pågældende regnskabsårs udløb. Eksklusion på grund af kontingentrestance fritager ikke for kontingentforpligtelsen for det løbende regnskabsår, i hvilket udelukkelsen finder sted.

Eksklusion ved bestyrelsens foranstaltning på grund af kontingentrestance kan ikke indbringes for generalforsamlingen.

07

§ 7 Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er organisationens øverste myndighed.

Stemmeberettigede til generalforsamlingen er medlemmer, der på generalforsamlingstidspunktet kan dokumentere at have betalt al forfalden kontingent. Hvert medlem kan møde med to stemmeberettigede.

Medlemmerne kan møde personligt, elektronisk eller via telefon. Der kan ikke afgives stemme ved fuldmagt.

Det kan tillades flere repræsentanter fra samme medlem at deltage i generalforsamlingen, idet bemærkes, at disse yderligere repræsentanter efter dirigentens beslutning kan afskæres fra taleret helt eller delvist. Dirigenten afklarer forud for generalforsamlingens start, hvem der er stemmeberettigede fra medlemsorganisationerne, idet bemærkes, at formanden for medlemsorganisationerne som udgangspunkt anses for at være stemme- og taleberettiget.

Valgbare til bestyrelsen og som suppleanter til bestyrelsen er medlemmer af medlemmerne.

Generalforsamling afholdes én gang hvert andet år inden udgangen af april måned.

Bestyrelsen indkalder skriftligt til ordinær generalforsamling med mindst 6 ugers varsel ved annoncering på hjemmesider og sociale netmedier. Indkaldelsen sendes også skriftligt til medlemmerne.

Oplysning om medlemmernes indstillede bestyrelsesmedlem og suppleant samt forslag til emner, der skal behandles af generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen, dette gælder dog ikke forslag til vedtægtsændringer (jvf. § 12).

Endelig dagsorden med angivelse af indkomne forslag, handlingsplan, regnskab og budget skal udsendes senest 14 dage før generalforsamlingen.

Afstemningen på generalforsamlingen skal ske skriftligt, hvis ét (1) medlem ønsker det.

Ved afstemning gælder i almindelighed simpelt stemmeflertal, jf. dog bestemmelserne om vedtægtsændringer og ophævelse af organisationen.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Dagsorden for generalforsamlingen skal mindst indeholde følgende punkter:

1)      Valg af dirigent og referent

2)      Godkendelse af beretning

3)      Godkendelse af regnskab og budget

4)      Indkomne forslag

5)      Godkendelse af handlingsplan for det kommende år

6)      Fastsættelse af kontingent

7)      Valg af formand.

8)      Bekræftelse af valg af de af medlemmerne udpegede bestyrelsesmedlemmer

         og suppleanter til bestyrelsen.

9)      Valg af revisor

10)    Eventuelt

Valgene er gældende for 2 år.

Ved indtrædelse i bestyrelsen sidder den indtrædende suppleant valgperioden ud.

08

§ 8 Ekstraordinær Generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, når denne finder det nødvendigt.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst 1/3 af foreningens medlemmer, eller organisationens revisor, skriftligt og begrundet fremsætter ønske derom.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter modtagelsen af anmodningen, og den skal indkaldes med mindst 8 dages varsel. Dagsorden med indkomne forslag skal sendes ud med indkaldelsen.

Den ekstraordinære generalforsamling kan kun behandle det/de spørgsmål, som foranlediger mødet.

09

§ 9 Bestyrelse

Hver medlemsforening (organisation) er berettiget til at udpege et bestyrelsesmedlem. For tiden er der 5 medlemsforeninger (organisationer), hvorfor der udpeges 5 medlemmer på denne måde. Herudover vælger generalforsamlingen en formand for bestyrelsen, således at bestyrelsen består af de af medlemsorganisationerne udpegede og formanden udpeget af generalforsamlingen. Hver medlemsforening (organisation) skal samtidig med udpegning af sit bestyrelsesmedlem udpege en suppleant til denne, således at suppleanten indtræder i bestyrelsen ved bestyrelsesmedlemmets varige forfald.

Bestyrelsen varetager, i det omfang generalforsamlingen til enhver tid bestemmer, organisations daglige ledelse, og skal fastsætte sin skriftlige forretningsorden.

Bestyrelsen konstituerer sig på første møde efter generalforsamlingen med næstformand, sekretær og kasserer.

Bestyrelsesmøde afholdes mindst 4 gange om året. Deltagelse kan ske personligt, via telefon eller online internetmedie.

Der føres referat, som vedstås ved underskrivelse af deltagende bestyrelsesmedlemmer, og fraværende bestyrelsesmedlemmer, som bekræftelse på at den er læst.

Formanden eller mindst 3 bestyrelsesmedlemmer kan indkalde til bestyrelsesmøde.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er til stede, herunder formanden eller i dennes fravær næstformanden.

Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg.

10

§ 10 Tegning og hæftelse

Paraplyorganisationen tegnes af formanden og 2 bestyrelsesmedlemmer. Ved køb, salg og pantsætning af fast ejendom tegnes organisationen af den samlede bestyrelse.

I formandens længerevarende fravær tegnes foreningen af næstformanden samt et (1) bestyrelsesmedlem.

Der påhviler hverken medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse, for så vidt de har handlet inden for rammerne af Paraplyorganisationen vedtægter, generalforsamlingens vedtagelser eller den almindelige lovgivning.

For paraplyorganisationens forpligtelser hæfter alene paraplyorganisationens formue.

11

§ 11 Økonomi / revision

Midlerne til paraplyorganisationen tilvejebringes ved kontingent fra medlemmerne og eventuelt ved økonomisk støtte fra det offentlige og fonde.

Der tilvejebringes derudover midler gennem kontingenter samt ved støtte fra offentlige myndigheder, private investorer, fonde, foreninger m.fl.

Bestyrelsen (eller et forretningsudvalg) har ansvar for, at der udarbejdes et årsregnskab og budget.

Regnskabsåret følger kalenderåret (fra 1. januar til 31. december).

Regnskabet revideres af generalforsamlingsvalgt revisor. Revisor er berettiget til at foretage uanmeldt eftersyn af alle forhold i organisationen og bestyrelsen, herunder til at lave kasseeftersyn, og kontrollere indestående på bankkonti. Bestyrelsen er forpligtet til straks at redegøre for alle forhold og fremvise dokumentation for foretagne dispositioner på revisors forlangende.

12

§ 12 Vedtægtsændringer

Forslag til vedtægtsændringer skal være paraplyorganisationens formand i hænde inden udgangen af året og være udsendt til medlemmerne senest 4 uger før generalforsamlingen.

Til vedtægtsændringer kræves et flertal på 2/3 af de på generalforsamlingen afgivne stemmer.

13

§ 13 Ophævelse

Beslutning om paraplyorganisationens opløsning kræver vedtagelse på to på hinanden følgende generalforsamlinger, som afholdes med højst 4 ugers mellemrum. Disse generalforsamlinger er kun beslutningsdygtige såfremt:

  • Det udtrykkeligt fremgår af indkaldelsen, at paraplyorganisationen foreslås opløst.
  • Mindst halvdelen af de foreningens medlemmer er repræsenteret.

På den første generalforsamling skal opløsningen vedtages med mindst 2/3 majoritet blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer, og på den anden generalforsamling med simpelt flertal.

Ved opløsning af Paraplyorganisationen fordeles overskydende midler ligeligt mellem medlemmerne, således at alle medlemmer modtager samme beløb uanset medlemsforeningens størrelse m.v.

14

§ 14 Sprog

Vedtægterne er udfærdiget på grønlandsk og dansk. Ved uoverensstemmelse mellem de to sprogversioner er det altid den grønlandsksprogede version, som er den gældende.

oo0oo

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 16. maj 2010, og senest ændret ved generalforsamling den 16. november 2023.